Skip navigation


Efter Brexit-underskrift: Karen Ellemann på EMA-besøg i Paris

03-04-2017
NYHED – Frankrigs berømte hovedstad er næste stop, når fungerende sundhedsminister Karen Ellemann i dag fortsætter sin rejse rundt til en række EU-medlemslande for at fremme Danmarks kandidatur til at huse det europæiske lægemiddelagentur, EMA.

Brexit er nu en realitet. Det blev markeret, da den britiske premierminister Theresa May i sidste uge satte sin signatur på det dokument, der aktiverer artikel 50 i Lissabon-traktaten og officielt sætter gang i forhandlingerne om Storbritanniens udtræden af EU.

Med Storbritanniens udtræden følger opgaven med at genplacere bl.a. det europæiske lægemiddelagentur, EMA, som i dag har hjemme i London. EMA har ansvaret for den videnskabelige godkendelse og overvågning af lægemidler, der er udviklet af medicinalfirmaer til brug i EU.

Danmark offentliggjorde i begyndelsen af februar sit kandidatur til at huse EMA, og siden har fungerende sundhedsminister Karen Ellemann besøgt både Malta og Prag i EMA-sammenhæng. I dag besøger ministeren så Paris og den franske sundhedsminister Marisol Touraine.

”Vi er gået ind i en ny fase, efter at Brexit-aftalen officielt er skudt i gang. Forbeholdene er ryddet ad vejen nu, og det betyder, at vi skal kridte skoene endnu mere, hvis vi vil have EMA til Danmark. Derfor er det stort, at jeg har fået muligheden for at møde den franske minister og gøre hende bekendt med Danmarks stærke kandidatur,” siger Karen Ellemann.

Under mødet med den franske sundhedsminister vil Karen Ellemann bl.a. fremhæve Danmarks styrkeposition, når det gælder et stærkt forskningsmiljø, en innovativ lægemiddelindustri og ikke mindst en særlig tradition for at værne om patientsikkerheden.

Foruden EMA-kandidaturet vil de to ministre diskutere Kommissionens initiativ om samarbejde vedr. Health Technology Assesments (HTA). En HTA er en bred, tværfaglig og systematisk tilgang til vurdering af indsatser i sundhedsvæsenet, hvor det handler om at få mest sundhed for pengene og sikre mulighed for en evidensbaseret prioritering af ressourcerne i sundhedsvæsenet. HTA’er udarbejdes bl.a. om medicinske og kirurgiske procedurer, forebyggelsesindsatser, diagnoseredskaber og lægemidler.

Læs ’Danmark kandidat til at huse EU’s lægemiddelagentur’


Sidst opdateret 03-04-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055