Skip navigation


Regeringen og regionerne vil styrke samarbejdet om klinisk forskning

22-05-2014
PRESSEMEDDELELSE – Danmark skal fastholde sin internationale førerposition inden for klinisk forskning. Målet er sundere danskere, vækst og arbejdsplader. Sundhedsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Danske Regioner samler kræfterne og lancerer i dag en ny handslingsplan, hvor der stilles skarpt på styrket offentligt-privat samarbejde om klinisk forskning.

Danmark står stærkt inden for klinisk forskning på sundhedsområdet. Kombinationen af et stærkt offentligt sundhedsvæsen, stærke forskningsmiljøer og førende private virksomheder, der blandt andet producerer medicin og medicinsk udstyr, sikrer udvikling af nye løsninger og produkter til gavn for danskerne.

”Vi er rigtigt gode herhjemme til at arbejde sammen om forskning på tværs af den offentlige sektor og private virksomheder. Det skal vi holde fast i, for pointen er, at det betyder bedre behandling til syge borgere. Den kliniske forskning er nemlig helt afgørende for, at vi hele tiden får udviklet nye og bedre lægemidler og mere effektive behandlingsmetoder. Og derfor er det vigtigt, at vi plejer de vilkår og de rammer, som forskningen skal foregå indenfor,” siger sundhedsminister Nick Hækkerup.

Sundhedsministeren offentliggør i dag – sammen med uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen og formanden for Danske Regioner, Bent Hansen – en fælles handlingsplan for, hvordan samarbejdet kan styrkes.

Den nye handlingsplan for offentligt-privat samarbejde om klinisk forskning kommer på baggrund af regeringens vækstplan for sundheds- og velfærdsløsninger, som blev præsenteret i 2013.

Målet med handlingsplanen er, at Danmark i fremtiden skal tiltrække endnu mere klinisk forskning, der udføres i samarbejde mellem offentlige og private parter. For at nå målet er der derfor aftalt 10 konkrete initiativer, der skal gennemføres over de næste år.

”Jeg ønsker, at Danmark også fremover skal være et attraktivt land for klinisk forskning. Det er ikke kun fundamentet under vores alle sammens sundhed, men bidrager også til øget vækst og arbejdspladser.  Nu sætter vi foden på speederen og laver en målrettet og fælles indsats for at fastholde og styrke klinisk forskning i Danmark. Det er centralt for udviklingen af bedre og mere effektive behandlinger af danskerne og for at kunne fastholde forskning, udvikling og afprøvning af lægemidler i Danmark,” siger uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen.

Handlingsplanens 10 initiativer skal være med til at gøre samarbejdet enklere og mere effektivt og attraktivt. Blandt andet skal der etableres nationale forskernetværk, der bygger bro til virksomheder, og det skal gøres enklere for forskere og industri at få rekrutteret de nødvendige og interesserede patienter til forskningsforsøg.  Endvidere vil handlingsplanen være med til at skabe mere rum for forskningen i den kliniske hverdag. 

”Det offentlige-private samarbejde og den kliniske forskning ligger generelt højt på regionernes dagsorden. Den kliniske forskning er grundlaget for øget kvalitet i sundhedsvæsenet til gavn for patienterne. For os er det vigtigt, at samarbejdet foregår åbent, så patienterne vedbliver at være positive over for at deltage i forskningen. Jeg er glad for, at handlingsplanen bygger videre på de initiativer, vi allerede har taget i regionerne.  Med handlingsplanen styrkes f.eks.  Én indgang for industrien, som regionerne etablerede i 2012,” siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.

Læs 'Handlingsplan for styrkede rammer for offentligt-privat samarbejde om klinisk forskning' (PDF)

Yderligere oplysninger:

 

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse:
Pressemedarbejder Katrine Kirch Kirkegaard, tlf.: 50 96 50 69

Uddannelses- og forskningsministeriet:
Pressesekretær Carina Elkott, tlf.: 50 90 05 49, e-mail: care@ufm.dk

Danske Regioner:
Presserådgiver Martin Deichmann, tlf.: 51 35 55 60


Sidst opdateret 22-05-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |