Skip navigation


Sundheden skal tjekkes på arbejdspladser

28-02-2015
PRESSEMEDDELELSE - Sundhedsminister Nick Hækkerup vil give medarbejdere på en række arbejdspladser mulighed for at få et forebyggende sundhedstjek. Det nye initiativ, som der er sat 22 millioner kroner af til, skal give mere lighed i sundhed.
Mange af os bevæger os for lidt og putter lidt for meget slik, sodavand og andre søde sager i indkøbskurven, når vi handler. Det resulter ofte i, at vi får lidt for mange kilo på sidebenene, og at vi kommer i risiko for at udvikle eksempelvis diabetes. 

Det er især mænd – ofte med korte uddannelser og lav indkomst – der har svært ved at trække i sportstøjet og få motioneret, kvitte smøgerne eller på anden vis lægge de usunde vaner på hylden. 

Og den usunde livsstil kan aflæses i statistikkerne over, hvor lang tid vi lever i gennemsnit. Den rigeste fjerdedel af danske mænd lever således i gennemsnit knap 10 år længere end den fjerdedel af danske mænd, som har færrest penge. 

Som et af flere initiativer, der skal mindske uligheden i sundhed, sætter sundhedsminister Nick Hækkerup nu 22 millioner kroner af til, at medarbejdere på udvalgte arbejdspladser kan få et forebyggende sundhedstjek. 

”Det er helt skævt, at der er så stor forskel på, hvor lang tid vi lever, og hvilke sygdomme vi rammes af. Det gør ondt i et socialdemokratisk hjerte som mit, og derfor vil jeg også kæmpe for, at vi kommer den store ulighed i sundhed til livs”, siger sundhedsminister Nick Hækkerup og fortsætter:

”Når folk med en kort uddannelse ofte er mere syge og lever kortere end dem, der har taget en lang uddannelse, hænger det blandt andet sammen med, at de ikke reagerer hurtigt nok på sygdomssymptomer og søger læge, når helbredet driller. Jeg vil derfor give nogle af de medarbejdere, som slider og slæber på vores arbejdspladser, et tilbud om, at de kan få lavet et sundhedstjek, der kan få dem til at gå til lægen, hvis der er alarmklokker, der ringer, og måske også motivere dem til at leve lidt sundere". 

Sundhedstjekket skal give medarbejdere større bevidsthed om eget helbred og motivere dem til at ændre livsstil og dermed minimere risikoen for, at de udvikler eller forværrer kroniske sygdomme som diabetes og KOL. Et forebyggende sundhedstjek kan eksempelvis bestå i, at de ansatte får målt blodtryk og får lavet lungefunktionsmålinger, der kan afsløre, om de har en lunge- eller hjertekarsygdom. 

Yderligere oplysninger:
Særlig rådgiver Søren Lippert, tlf.: 23 23 00 03.
Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.

Fakta: 22 millioner kroner til sundhedstjek
Regeringen har afsat 5 mio. kr. i år og 8,5 mio. kr. i henholdsvis 2016 og 2017 til sundhedstjek på arbejdspladser.  

Pengene er målrettet partnerskaber med særlig vægt på små og mellemstore arbejdspladser – private som offentlige – og vil blive udmøntet på baggrund af et puljeopslag og en ansøgningsrunde. 

Partnerskaberne, der kan indgås mellem eksempelvis fagforeninger, virksomheder, pensionskasser, kommuner og healthcare-virksomheder, skal bidrage til at opfylde målet om øget lighed i sundhed, men også til at realisere flere af de øvrige nationale mål for danskernes sundhed, som regeringen har opstillet. Det gælder målene om rygning, alkohol og motion. 
 
Partnerskaberne skal desuden give værdiful viden om, hvordan arbejdspladser kan bruges som sundhedsarena i forbindelse med forebyggende sundhedstjek, der har fokus på ændring af livsstilsvaner.

Det forventes, at puljen vil blive slået op med ansøgningsfrist i begyndelsen af april 2015.


Sidst opdateret 28-02-2015

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |