Skip navigation


Ny undersøgelse: Stor ulighed i sundhed

05-03-2014
PRESSEMEDDELSE - Danskere med korte uddannelser lever mere usundt end dem med længere uddannelser. De ryger bl.a. mere og rører sig mindre i fritiden, og den usunde levevis smitter af på helbredet. Det viser en ny stor undersøgelse, som tegner en profil af danskernes sundhed anno 2013.

Der er en social skævhed i danskernes sundhed. Det fremgår af en ny undersøgelse, der bygger på spørgeskemabesvarelser fra mere end 162.000 danskere over 16 år, som har svaret på spørgsmål om deres sundhed, sygelighed og trivsel.

Undersøgelsen, der er gennemført for anden gang siden 2010, viser eksempelvis, at der er flere rygere blandt de danskere, der har en grundskole som den højeste fuldførte uddannelse. Hvor det er 7 procent af dem med en lang videregående uddannelse, der ryger, er det 26 procent af de kortuddannede, der dagligt tænder lighteren for at få ild på tobakken.

Samme tendens gør sig gældende, når man ser på kostvaner. Blandt de adspurgte, der enten har en grundskole eller en kort uddannelse som den højeste fuldførte uddannelse er det henholdsvis 25 og 18 procent, der har et usundt kostmønster. For dem med en lang videregående uddannelse er det 5 procent.  

Den usunde levevis med for meget røg, for lidt motion og for meget fed mad smitter af på helbredet. I hvert fald har en større andel af de svarpersoner, der lever usundt, langvarige sygdomme som diabetes og KOL.

"Undersøgelsen tegner en tankevækkende profil af danskernes sundhed. For selvom udviklingen på flere områder går i den rigtige retning, og at flere eksempelvis har kvittet tobakken og holder igen med alkoholen, så viser sundhedsprofilen også, at der er stor forskel på danskernes sundhed. Det skal vi tage alvorligt, for uligheden i sundhed har store konsekvenser for den enkeltes helbred, og det afspejler sig blandt andet i, at kortuddannede er mere syge, og at en ufaglært mand i gennemsnit lever 10 år kortere end akademikeren", siger sundhedsminister Nick Hækkerup.

Ifølge undersøgelsen er der en klar sammenhæng mellem svarpersonernes fysiske helbred og deres uddannelse. Blandt dem, der har en grundskole som højeste gennemførte uddannelsesniveau, er det 26 procent, der har et fysisk dårligt helbred. Tilsvarende er det ca. 4 procent af de adspurgte med en længerevarende uddannelse. Men står det til sundhedsministeren, skal der laves om på de store forskelle i danskernes helbredstilstand:

"I et land som Danmark, hvor der er stor lighed, er det paradoksalt, at uligheden i sundhed er så udtalt. Det skal vi have rettet op på. Det betyder ikke, at folk skal tvinges til at spise broccoli og gulerødder eller løbe på arbejde. Men vi skal understøtte de sunde vaner og hjælpe de mange mennesker, der rent faktisk ønsker at leve sundere, men har svært ved det. Det gælder eksempelvis dem, som gerne vil holde op med at ryge", siger sundhedsministeren og fortsætter:

"Det er også helt afgørende, at vi værner om den fri og lige adgang til sundhed og afviser enhver ide om at indføre brugerbetaling på lægebesøg. For hvis danskerne skal have penge op af lommen, når de går til lægen, vil det gå hårdest ud over dem, der har mindst."

Undersøgelsen viser, at de kortuddannede går oftere til lægen end dem med længere uddannelser. 82 procent af de adspurgte, der har en grundskole som den højeste fuldførte uddannelse, har konsulteret deres praktiserende læge inden for det seneste år. Til sammenligning er det 73 procent af dem med en lang videregående uddannelse.

Læs 'Danskernes sundhed – den nationale sundhedsprofil 2013' (PDF)  

Yderligere oplysninger:
Særlig rådgiver Søren Lippert, tlf.: 23 23 00 03.
Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.

Fakta: Store forskelle på danskernes sundhed
Den nationale sundhedsprofil er udarbejdet i samarbejde mellem Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Folkesundhed, Danske Regioner, KL og de fem regioner.

Undersøgelsen viser bl.a. følgende:

  • 60,9 procent af dem med grundskole som højst fuldførte uddannelse er overvægtige mod 35,9 procent af dem med lang videregående uddannelse.
     
  • 26,2 procent af dem med grundskole som højst fuldførte uddannelse ryger mod 7,1 procent af dem med lang videregående uddannelse.
     
  • 17,6 procent af dem med kort uddannelse spiser usundt mod 4,6 procent af dem lang videregående uddannelse.
     
  • 10,3 procent af dem med grundskole som højest gennemførte uddannelsesniveau har fire eller flere sygdomme mod 2,3 procent af dem med lang videregående uddannelse.

Sidst opdateret 05-03-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |