Skip navigation


Sundhedsministeren uddeler 30 mio. kr. til forebyggelse og behandling af ludomani

08-01-2014
PRESSEMEDDELELSE – Sundhedsminister Astrid Krag har netop udmøntet to puljer på i alt 29,9 mio. kr. til seks institutioner, som arbejder med forebyggelse og behandling af ludomani.

Det har store konsekvenser, hvis spilleglæden pludselig vokser sig så stor, at den æder opsparingen og lønkontoen op og efterhånden overtager mere og mere af ens hverdag. Både for den spilafhængige og for de pårørende.

”Når en person lider af ludomani, er det ikke kun de økonomiske problemer, der kan slå benene væk under én. For afhængigheden kan være med til at give store kvaler på det personlige plan og typisk også i familielivet. Derfor skal personer, der lider af ludomani, hjælpes videre så godt og hurtigt som muligt, så de kan komme tilbage til en normal hverdag,” siger sundhedsminister Astrid Krag.

Fra puljen til behandling af ludomani bliver 21,8 mio. kr. fordelt mellem seks forskellige institutioner. Samtidig bliver 8,1 mio. kr. til forebyggelse af ludomani delt mellem de to institutioner Center for Ludomani og Frederiksberg Centeret.

”Vi skal i højere grad kunne forebygge, at det går så galt for nogle, at de har brug for behandling. Med en større viden og mere opmærksomhed omkring problemet ude i de relevante miljøer kan vi være med til at opdage og hjælpe de afhængige i tide og måske forhindre nogle af de store problemer, som ludomani kan medføre. Derfor er forebyggelsen også enormt vigtig,” siger Astrid Krag.

Begge puljer blev afsat på finansloven for 2014.

Puljen til forebyggelse af ludomani fordeles således:

Ansøger  Tilskud 
Center for Ludomani  6,5 
Frederiksberg Centeret  1,6 
I alt  8,1 mio. kr. 

 

Puljen til behandling af ludomani fordeles således:

Ansøger  Tilskud 
Center for Ludomani  13,0 
Frederiksberg Centeret 3,0 
Behandlingscenter Tjele  2,5 
Forskningsklinikken for Ludomani  1,5

Dansk Ludomani Behandling (samarbejde mellem Forskningsklinikken for Ludomani,
Mindwork og Ludomanilinjen (Danske Spil))

1,0 
Dansk Misbrugsbehandling 0,8
I alt  21,8 mio. kr. 

Yderligere oplysninger:

Pressemedarbejder Katrine Kirch Kirkegaard, 50 96 50 69


Sidst opdateret 12-05-2015

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |