Skip navigation


Stort fald i narkotikadødsfald

25-11-2013
PRESSEMEDDELELSE - Sidste år var antallet af dødsfald blandt stofmisbrugere det laveste i 19 år. I 2012 var der 210 såkaldte narkotikarelaterede dødsfald. Det er markant færre end i 2011, hvor der blev registreret 285 dødsfald.
Ikke siden 1993 har Rigspolitiet registreret så få dødsfald blandt stofmisbrugere som i 2012. På landsplan døde 210 stofmisbrugere sidste år, og dermed går udviklingen for første gang i flere år i den rigtige retning. 

Det glæder sundhedsministeren, der har igangsat flere initiativer for at øge livskvaliteten og forhindre dødsfald hos stofmisbrugere.

"Ethvert dødsfald er et for meget. Derfor er jeg også glad for, at vi nu for første gang i mange år ser et markant fald i antallet af mennesker, der mister livet som følge af deres stofmisbrug. Jeg har også en forhåbning om, at udviklingen fortsætter de kommende år. Der er i hvert fald taget flere konkrete initiativer fra regeringens side, der skal give stofmisbrugerne mulighed for en bedre tilværelse og føre til færre dødsfald", siger sundhedsminister Astrid Krag.  

Sundhedsministeren peger på, at regeringen eksempelvis har givet kommunerne mulighed for at etablere stofindtagelsesrum, hvor de hårdest ramte stofmisbrugere kan tage deres stoffer under opsyn af personale. Og at man forsøgsvis i en række kommuner har udleveret såkaldte overdosispakker til stofmisbrugere med lægemidlet Naloxone, der virker som modgift ved en overdosis. Dermed kan stofmisbrugere give hinanden akuthjælp, indtil ambulancen når frem. 

Største fald i Syddanmark 
Antallet af dødsfald blandt stofmisbrugere er faldet i hele landet, men det største fald er sket i Region Syddanmark, hvor man sidste år registrerede 54 dødsfald. I 2011 var der 91. 

Og også i Midtjylland har man haft færre dødsfald i 2012 i forhold til 2011, hvor 56 mennesker mistede livet som følge af stofmisbrug. I 2012 var det 37.        

Fakta: Narkotikarelaterede dødsfald 2007-2012
I perioden fra 2007 til 2012 har Rigspolitiet registreret følgende antal narkotikarelaterede dødsfald i Danmark:

År/Region  Nord-
jylland 
Midt-
jylland 
Syd-
danmark 
Hoved-
staden 
Sjæl-
land 
Hele
landet 
2012  25  37  54  61  26  210 
2011  28  56  91  69  33  285 
2010  31  58  78  70  31  276 
2009  33  53  79  86  21  276 
2008  35  47  68  59  24  239 
2007  36  52  71  68  29  260 

Ud af de 210 dødsfald i 2012 skyldtes 79 pct. (166) forgiftninger med et eller flere stoffer, mens 21 pct. (44) skyldtes anden form for narkotikarelateret død – f.eks. anden ulykke end forgiftning, sygdom eller en ukendt dødsårsag.

Yderligere oplysninger:
Særlig rådgiver Allan Wessel, tlf.: 50 74 34 61.
Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.

Sidst opdateret 28-11-2013

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |