Minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen indledte mandag den 24. november sin forebyggelsesrundtur i Danmark.
Første besøg gik til Silkeborg Kommune. På Dybkærsskolen mødte ministeren 7. klasse, der alle deltager i skolens projekt "1 times motion om dagen", der giver dem mere energi og bedre koncentrationsevne i skolen. I børnehaveklassen så ministeren projektet "Massage mod mobning", som skal forebygge drilleri i de større klasser.
Herefter gik turen til Sejs, hvor ministeren tog en rask travetur med Supertraverne, der mødes én gang om ugen til en god lang gåtur i Silkeborgs smukke natur. Det giver en god kondition og et godt socialt fællesskab.
Foto: Troels Witter, Silkeborg Kommune
Besøget i SIlkeborg sluttede af på genoptræningscentret Remstruplund med rundvisning, frokost og en generel orientering sundhedsfremme og forebyggelse i Silkeborg Kommune.
Herfra gik turen videre til Randers Sundhedscenter, hvor kommunens sundheds- og forebyggelsesaktiviteter er samlet under ét tag. Her hørte ministeren om patientundervisning, sundhedsambassadører, patientforeningernes rolle og brugen af frivillige til forebyggelsesaktivteter.
Foto: Jeannot Hyuot, Randers Kommune
Sidste besøg gik til MarselisborgCentret i Århus Kommune, hvor ministeren hørte om kommunens visioner for et stort center for forebygelse og sundhedsfremme i landets næstestørste by.