Skip navigation


Ny national handlingsplan for udadreagerende adfærd

12-04-2019
PRESSEMEDDELELSE - Uddannelse af medarbejderne, udbredelse af de gode erfaringer og øget brug af sansestimuli er nøgleord i den nye handlingsplan til forebyggelse og håndtering af udadreagerende adfærd i ældreplejen, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti aftalte med efterårets finanslovsaftale.

Udadreagerende adfærd hos borgere med demens er ofte et udtryk for manglende trivsel som følge af, at de grundlæggende fysiske og psykologiske behov hos borgeren ikke er opfyldt.

Situationer, hvor en borger modsætter sig hjælp til personlig pleje, som for eksempel tandbørstning, kan føre til udadreagerende og aggressiv adfærd og dermed udgøre en risiko for, at borgeren forårsager skade på sig selv eller andre. Ifølge tal fra Det Nationale Forskningscenter for arbejdsmiljø har hver tredje medarbejder på døgninstitutioner og i hjemmeplejen været udsat for vold eller trusler om vold i 2018.

I den situation skal der træffes svære beslutninger, hvor der både skal tages hensyn medarbejdernes arbejdsmiljø og borgernes trivsel og ret til selvbestemmelse.

Det er baggrunden for, at regeringen og Dansk Folkeparti har afsat 60 millioner kroner i perioden 2019-22 til en handlingsplan til bekæmpelse af udadreagerende adfærd i ældreplejen, som nu er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen.

Ældreminister Thyra Frank siger:

”Mennesker med demens er i en sårbar situation. De kan have svært ved at give udtryk for deres ønsker og følelser, og derfor kan de reagere uforudsigeligt og anderledes, end de ville have gjort, før de blev ramt af sygdommen. Det kan gøre det svært for medarbejderne at hjælpe borgeren. Med handlingsplanen kan vi nu klæde medarbejdere og ledelse bedre på til at forebygge og håndtere de situationer, som kan være utrygge og ubehagelige både for borgeren og medarbejderen”, siger ældreminister Thyra Frank.

Ældreordfører i Dansk Folkeparti, Jeppe Jakobsen siger:

”Ældreplejen skal være kendetegnet ved værdighed og omsorg. Intet er vel længere fra det, end hvis man som demensramt borger bliver så utryg ved en situation at man bliver udadreagerende. Det er samtidigt meget ubehageligt for personalet. Vi ved heldigvis, at man kan undgå langt de fleste tilfælde, men vi skal blive endnu klogere på, hvad der virker, og få bredt den viden ud til personalet i alle landets kommuner. Det arbejder bliver sat godt i gang med handlingsplanen her."

Læs hele handlingsplanen (pdf)

Handlingsplanen identificerer fire indsatsområder og ti initiativer, der er målrettet medarbejdere, ledelse, pårørende og andre beboere omkring borgere, som er udadreagerende. De fire indsatsområder der skal sikre et fald i udadreagerende adfærd i ældreplejen er:

  1. Anbefalinger og inspiration ift. at forebygge og håndtere udadreagerende adfærd
  2. Udvikle medarbejderes kompetencer til at forebygge og håndtere
  3. Inspiration til at organisere plejen for at forebygge udadreagerende adfærd
  4. Tilpasse indretning og omgivelser, der understøtter trivsel og tryghed

Handlingsplanens indsatsområder og initiativer skal ses i sammenhæng med en række andre initiativer på ældre- og demensområdet – herunder opfølgningsinitiativer i relation til revision af lov om magtanvendelse samt initiativer under den nationale demenshandlingsplan 2025.

Pressekontakt: Presse- og kommunikationskoordinator Lotte Dahlmann, pressevagt@sum.dk el. mobil 72269418.


Sidst opdateret 15-04-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055