Skip navigation


Husk de ældre – hele året

26-12-2016
DEBATINDLÆG - af Thyra Frank, ældreminister, bragt i Nordjyske den 26. december 2016.

Julen er hjerternes fest, siger man. Det er højtiden, hvor vi kommer hinanden ved og mødes rundt om et veldækket julebord på tværs af alle aldre.

Det er den tid på året, hvor unge som gamle mødes i familiens skød og nyder hinandens selskab. Hvor børnebørnene og bedsteforældrene, som måske ikke ser så meget til hinanden i løbet af året, er sammen, og hvor man for alvor mærker, at man er en del af noget større; nemlig familien. Det er i hvert fald sådan, de fleste af os gerne vil mindes vores juleaftener.

Men virkeligheden for mange er desværre, at de sidder alene. For dem, som ikke har andre mennesker omkring sig, kan julen føles tung at komme igennem, og ensomheden, som måske er lettere at leve med i hverdagen, kan ramme ekstra hårdt.

Det gælder ikke mindst de ældre, som eksempelvis har mistet en ægtefælle, og hvis vennekreds med årene helt naturligt er blevet mindre. Eller ældre, som er afhængige af andre, fordi de har mistet førligheden og har svært ved at komme uden for hjemmet ved egen hjælp. Dem skal vi huske.

 

Men desværre er det ikke bare til jul eller andre højtider, at ældre kan føle sig ensomme og opleve at stå uden for fællesskabet. Det er faktisk sådan, at hver 11. ældre over 75 år ofte føler sig uønsket alene. Ensomhed er blevet en folkesygdom, og det er både meget tankevækkende og faktisk skræmmende.  

Heldigvis er der mange, som gør en stor indsats for at bekæmpe ensomheden. I eksempelvis Ældre Sagen – som jo oprindeligt blev født med navnet Ensomme Gamles Værn – og Røde Kors har man etableret ordninger med såkaldte ’besøgsvenner’. En ordning, der er båret af fantastiske frivillige, som bruger en del af deres fritid på at besøge ældre, som mangler selskab. De drikker kaffe, spiser en god frokost eller går en tur. Glæden ved at glæde andre er ikke så ringe endda. Det er prisværdigt og et eksempel, der er værd at følge.

Fra politisk hold har vi også fokus på at komme ensomheden til livs. Jeg var selv i 2014 med til at afsætte 38,5 mio. kr. i Aftale om fremtidens hjemmehjælp, som bl.a. går til, at en række kommuner i samarbejde med frivillige organisationer kan igangsætte projekter, der skal hjælpe ældre med at blive del af nye fællesskaber. I samme dur fik en række kommuner med satspuljeaftalen for 2015 midler til projekter, der skal sætte fokus på, hvordan gode rammer om måltiderne kan være med til at bekæmpe såvel ensomhed som dårlig ernæring.

Vi kan nå en del af vejen ved at tage et fælles ansvar – både i civilsamfundet og i det offentlige Danmark. Men hvis vi som befolkning virkelig vil gøre noget for at bryde ensomheden blandt de ældre, så har vi alle sammen et stort ansvar i familierne. Derfor vil jeg sende en varm og venlig opfordring om, at vi hver især har vore ældre i tankerne og inviterer dem med indenfor i vores fællesskaber – ikke bare til jul, men hele året!!  Også midt i en fortravlet hverdag.

Rigtig glædelig jul!


Sidst opdateret 29-12-2016

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055