Skip navigation


Astrid Krag: Omskæring af drenge skal følges tættere

27-06-2013
NYHED - "Jeg vil tage initiativ til, at vi styrker reguleringen af omskæring af drengebørn og får en tættere sundhedsfaglig opfølgning." Det siger sundhedsminister Astrid Krag som opfølgning på Sundhedsstyrelsens undersøgelse af omskæring af drenge, der offentliggøres i dag.

Sundhedsstyrelsen har i dag offentliggjort en ny undersøgelse, der giver et overblik over omfanget af eventuelle sundhedsmæssige problemer ved rituelle omskæringer af drenge.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der ingen vægtige sundhedsfaglige grunde til at forbyde omskæring af drenge, og på den baggrund er sundhedsminister Astrid Krag ikke indstillet på at indføre et forbud mod rituelle omskæringer.

Men ministeren er parat til at tage en række initiativer, der bl.a. skal regulere, hvor der må udføres omskæringer, og gøre det nemmere at følge med i, om drengene på et senere tidspunkt i livet får helbredsmæssige gener som følge af deres omskæring.

"Vi skal have sikkerhed for, at omskæringerne finder sted på forsvarlig vis. Derfor lægger jeg op til, at vi fremover stiller krav om, at omskæringer af drenge, som er mere end to måneder, skal foretages på klinikker, der er registreret i Sundhedsstyrelsen. Det betyder også, at styrelsen vil kunne føre tilsyn med, om klinikkerne lever op til de krav, der bl.a. er fastsat i lovgivningen", siger sundhedsministeren, der også foreslår, at der indføres en indberetningspligt:

"Jeg ser gerne, at de ansvarlige læger forpligtes til at indberette alle rituelle omskæringer. Det vil bl.a. give os bedre mulighed for at følge, om omskæringerne giver gener på længere sigt. Og hvis det er tilfældet reagere på den nye viden", siger sundhedsministeren, der i dag vil drøfte initiativerne med sundhedsordførerne.

Ministeren lægger samtidig op til, at det fortsat skal være tilladt at omskære drenge under to måneder uden for et etableret, registreret behandlingssted, men omskæringen skal foretages af en læge eller ske under lægeligt opsyn af en medhjælper.

Læse mere om undersøgelsen på Sundhedsstyrelsens hjemmeside - www.sst.dk

Læs 'Omskæring af drenge'  (PDF) 


Sidst opdateret 27-03-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055