Skip navigation


Ældreminister besøger plejehjem i Nexø under Folkemødet

14-06-2018
PRESSEMEDDELELSE - Ældreminister Thyra Frank kommer torsdag til Nexø for at møde beboere og personale på Nørremøllecenteret og se de nye køkkener, som giver de ældre nylavet og velsmagende mad hver dag.

I januar fik beboerne på Nørremarkscenteret og to andre bornholmske plejehjem nye køkkener. Ældreministeren ser frem til at se og høre om køkkenerne:

”Når vi får køkkenerne tilbage på plejehjemmet, så bliver det nemmere at opfylde individuelle behov, ikke mindst for de småtspisende ældre. Men vi må bestemt ikke glemme, at køkkenerne også har en social side", siger Thyra Frank og fortsætter:

"Når der laves mad på plejehjemmene kommer man i langt højere grad til både at tale om og dufte til maden. De ældre kan også være med til tilberedningen, erindringer kommer frem og nye venskaber kan opstå. Så jeg ser meget frem til at høre erfaringerne på Nørremarkscenteret”.

Nørremarkscenteret viser to køkkener frem og fortæller, om de værdier og aktiviteter, de arbejder med. Ældreministeren er i gang med at besøge samtlige 98 kommuner, som en del af sit politiske arbejde. Hun understreger, at det er vigtigt, at vi taler ældreplejen op.

”Den danske ældrepleje er meget bedre end sit rygte, selvom der selvfølgelig også altid vil være ting, der kan gøres bedre. Men Nørremarkscenteret er jo et af utrolig mange plejehjem, hvor man går op i at beboerne skal opleve, at de lever livet fuldt ud. Man har fx fået egen bus, så man nemt kan komme på tur”, siger Thyra Frank.

Bornholms Kommune har fået 27 mio. kr. fra den såkaldte køkkenpulje og har fået nye køkkener på samtlige af øens plejehjem.

Fakta om Nørremøllecenteret:
Nørremøllecenteret består af 75 lejligheder, alle med eget køkken og bad. Der er mulighed for selv at tilberede sin mad, hvis man ønsker det. Der er både lejligheder med 1 og 2 værelser. Nogle er beregnet til enlige og i andre kan der bo ægtepar.

Program for ældreministerens besøg på Nørremøllecenteret:
Kl. 14.30 – 14.35: Modtagelse af ministeren ved indgangen til Nørremøllecenteret
Kl. 14.35 – 14.55: Rundvisning på Nørremøllecenteret, herunder fremvisning af 2 køkkener
Kl. 14.55 – 15.30: Hygge med beboerne, kaffe/kage
Adresse: Nørremøllecentret, Paradisvej 68, 3730 Nexø. Pressen er velkommen under hele besøget.

For mere information: Presserådgiver Natasja Dybmose, tlf. 20 67 08 74.


Sidst opdateret 14-06-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055