Skip navigation


Kommuner kan søge om 50 mio. kr. til fritvalgsprojekter

03-12-2018
NYHED – Kommunerne kan søge om 50,2 mio. kr. til forsøgsprojekter, der skal give ældre borgere øget frit valg inden for rehabilitering og madservice. Ældreministeren opfordrer kommunerne til at søge.

Regeringen og Dansk Folkeparti har afsat i alt 67,6 mio. kr., som kommunerne kan søge til forsøg med styrket frit valg, så ældre borgere i højere grad kan vælge mellem kommunale og private leverandører af rehabilitering og madservice. Forsøgsordningen skal bidrage med viden om, hvordan det frie valg kan styrkes på disse områder.

I første ansøgningsrunde har seks kommuner søgt og fået i alt 17,4 mio. kr. Sundhedsstyrelsen genopslår derfor de to forsøgspuljer, hvor kommunerne kan søge om 34 mio. kr. til rehabiliteringsprojekter og 16,2 mio. kr. til projekter med fritvalgsbeviser til madservice.

Ældreminister Thyra Frank opfordrer kommuner til at søge de to puljer:

”Vi har tidligere i år offentliggjort servicetjek, der viser, at rigtig mange borgere synes, det frie valg er vigtigt. Derfor håber jeg, at flere kommuner vil søge om midler til projekter, der kan udvikle det frie valg til glæde for de ældre”, siger Thyra Frank og uddyber:

”Jeg kan se på de ansøgninger, der er kommet ind, at kommunerne har mange gode forslag til, hvordan vi kan styrke de ældres frie valg. Fx vil Helsingør samarbejde med madleverandørerne på nye måder, så det bliver mere brugervenligt. Det håber jeg, de lykkes med – og at flere kommuner vil lade sig inspirere af de seks projekter, der i første omgang har fået tildelt penge til at udvikle det frie valg”.

Tre kommuner har fået penge til mere alsidigt madtilbud til ældre

Varde, Helsingør og Gribskov har fået penge til forsøgsprojekter, som skal understøtte en øget brug af fritvalgsbeviser til madservice, der er et alternativ til kommunens almindelige ordning. Med fritvalgsbeviset i hånden kan ældre, der er visiteret til madservice, i stedet vælge, om de for eksempel hellere vil have mad fra den lokale slagter eller kro.

Varde får 535.635 kr. til at udvikle den eksisterende ordning med frivalgsbeviser til madservice, og vil bl.a. udvikle og afprøve en ny og mere effektiv model for tilsyn og kvalitetsopfølgning af leverandører.

Helsingør vil indføre en ordning med fritvalgsbeviser til madservice og får 2.123.108 kr. til bl.a. at skabe en let tilgængelig og mindre krævende administration af ordningen for både borger, leverandør og kommunen.

Gribskov tilbyder fritvalgsbeviser til madservice, og får 3.750.000 kr. til at videreudvikle ordningen og bl.a. afprøve en elektronisk forankring af kvalitetsmål og tilsyn med leverandørerne.

Rehabiliteringsprojekter for 11 mio. kr.

Frederikssund, Odense og Struer har fået i alt 11 mio. kr. til forsøgsprojekter med frit valg på rehabilitering.

I Odense Kommune vil de ansætte to ergoterapeuter hos de private leverandører, som i samarbejde med kommunens SOSU-personale og rehabiliteringsrådgiver, skal sikre borgeren en tværfaglig udredning, opfølgning og evaluering af egne mål og indsatser.

Frederikssund vil udvikle det allerede gode samarbejde med de private leverandører i gennemføring af rehabiliteringsforløb, hvor de kommunale medarbejderne mødes med de private leverandører ca. en gang i måneden for at sikre sammenhæng og at der løbende følges op på fremdriften i rehabiliteringsforløbet.

Struer Kommune vil afprøve en ny model for tværfaglige møder omkring den enkelte borger med involvering af alle faggrupper, som borgeren har kontakt med.
Begge forsøgspuljer genopslås nu i regi af Sundhedsstyrelsen, og kan søges af kommunerne.

Se puljeopslaget til puljen om madservice her.

Se puljeopslaget om rehabilitering her.

BAGGRUND

Forsøgsordningerne er del af regeringens udspil ”frit valg – bedre sammenhæng”, som skal styrke borgernes frie valg på ældreområdet ved at afprøve nye former for frit valg og inddragelse af private leverandører.

Der er afsat i alt 45 mio. kr. på rehabiliteringsområdet, og 22,6 mio. kr. til øget brug af fritvalgsbeviser som kommunerne kan søge til at øge borgernes frie valg. Efter første ansøgningsrunde er der 34 mio. kr. tilbage til rehabiliteringsprojekter og 16,2 mio. kr. til projekter med fritvalgsbeviser, som nu genopslås i en ny ansøgningsrunde.


Sidst opdateret 03-12-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055