Skip navigation


Ny puljefordeling: Lokale tiltag skal fremme demensvenligt samfund

19-09-2017
PRESSEMEDDELELSE – 11 kommunale, regionale og private projekter får penge til at gøre Danmark mere demensvenligt. Projekterne omhandler bl.a. demensvenlige indkøbsmuligheder, demensvenner, en digital håndbog om den demensvenlige idrætsforening og en række oplysningskampagner og fyraftensmøder.

Demens er en alvorlig lidelse. Det anslås at mere end 70.000 danskere lever med demens. Og antallet stiger. Alligevel mangler der viden om sygdommen, der kan være med til at støtte og hjælpe demensramte med en bedre hverdag i byrummet og i lokalmiljøet.

”Det er livsomvæltende at få en demenssygdom, og det berører livet på alle områder. Også for familien. Derfor skal vi alle sammen blive bedre til at opdage demens hos mennesker, vi møder, og være med til at hjælpe, hvor vi kan. Det gælder også, når vi skal indrette det offentlige rum”, siger ældreminister Thyra Frank.

Som et led i den nationale demenshandlingsplan uddeler Regeringen sammen med de øvrige satspuljepartier 25 mio. kr. til projekter, der kan være med til at gøre hverdagen nemmere for mennesker med demens ved at udbrede mere viden om demens og udvikle indretningen af det offentlige rum.

”Vi giver penge til nogle rigtig gode projekter, som vil styrke den lokale viden og forståelse for demens. Flere vil blive i stand til at fange signalerne og vil kunne hjælpe og støtte bedre. Så når mennesker med demens færdes i det lokale supermarked, i byrummet eller i idrætsklubben, så vil de være mere trygge”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Se listen over de tildelte projekter

Det er Sundhedsstyrelsen, der har indstillet 11 ud af 84 ansøgninger til at få del i midlerne, der knytter sig til initiativ 14 i den nationale demenshandlingsplan om lokale og landsdækkende aktiviteter, der skal understøtte et demensvenligt samfund.

Se pressemeddelelse af den 12. december 2016 "Demenshandlingsplan har fokus på værdighed og faglighed"

Fakta:

Regeringen og satspuljepartierne har samlet afsat 470 mio. kr. til i alt 23 konkrete initiativer i den nationale demenshandlingsplan 2025. Heraf er 25 mio. kr. afsat til puljen vedr. lokale og landsdækkende aktiviteter, der skal understøtte et demensvenligt samfund.

For mere information, kontakt:
Natasja Dybmose, presserådgiver, Sundheds – og Ældreministeriet, tlf. 20 67 08 74


Sidst opdateret 19-09-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |