Skip navigation


Ældreminister: Et plejehjem er først og fremmest et hjem

17-03-2017
NYHED – Der er fokus på hjemlig atmosfære, rummelighed og værdighed, når ældreminister Thyra Frank i dag besøger en række plejehjem i det nordjyske. Her skal hun suge til sig af både god stemning og gode og konstruktive ideer.

Man skal have lov til at være den man er hele livet – også selvom man bliver ældre og får brug for hjælp. Der skal være plads til alle de forskellige interesser og gamle vaner, man kan have med sig fra et langt liv. Samtidig skal det være trygt og hjemligt, og værdighed og selvbestemmelse skal fylde mere end skemaer og unødige rutiner.

Sådan lyder hovedtrækkene i de nedfældede værdisæt, der ligger bag tilværelsen på de plejehjem, som ældreminister Thyra Frank i dag besøger i Nordjylland. Og det er netop nogle af de kendetegn, som ministeren ønsker at dyrke og styrke på de danske plejehjem.

”Der må aldrig gå for meget institution i det, for et plejehjem er – og skal være – et hjem. I dit eget hjem kan du jo selv bestemme, hvordan du vil leve, og der er eksempelvis ikke nogen, der bestemmer, hvornår du skal stå op, og hvornår du skal gå i seng. Det er det samme, der skal kendetegne livet på plejehjem. Her skal de ældre også have rum og plads til at være sig selv og gøre, som de har lyst,” siger Thyra Frank forud for dagens fire plejehjemsbesøg.

Besøgene på de nordjyske plejehjem sker som led i ministerens besøg rundt i landet for at indsamle gode erfaringer på ældreområdet. I løbet af dagen i dag besøger hun tre friplejehjem og et kommunalt plejehjem i hhv. Asaa i Brønderslev Kommune, Hvalpsund i Vesthimmerland Kommune og i Bedsted Thy og Koldby i Thisted Kommune.

Thyra Frank ser frem til bl.a. at opleve, hvordan de forskellige plejehjem arbejder med at skabe en værdig ældrepleje med fokus på selvbestemmelse og mangfoldighed. Om plejehjemmet er kommunalt, selvejende eller privat er nemlig ikke det afgørende for ministeren – derimod er det helt centralt, at de ældre selv har mulighed at vælge, hvordan de vil leve.

”Det er helt afgørende, at vi har fokus på, hvordan vi kan styrke de ældres selvbestemmelse og valgfrihed. Ældre er jo forskellige, og derfor har de også forskellige behov og ønsker til, hvordan de vil leve og bo. Derfor er det positivt, når der rundt om i landet skyder friplejehjem op, for det giver de ældre flere valgmuligheder,” siger Thyra Frank. 

Under sine besøg vil ældreministeren også bruge anledningen til at høre om kommunernes erfaringer med dokumentation i ældreplejen og indsamle gode input og ideer til det afbureaukratiseringsarbejde, som hun har sat i gang sammen med KL.


Sidst opdateret 17-03-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055