Skip navigation


Køkkenpulje: Penge på vej ud til at lave mad tæt på plejehjemsbeboere

31-05-2017
NYHED – 69 kommuner får del i 425 mio. kr. fra puljen til at forbedre og forny køkkener på plejehjem, som nu bliver udmøntet. Et stort skridt mod at give de ældre endnu bedre madoplevelser, mener ældreminister Thyra Frank.

Frisklavet mad til de ældre er rykket et skridt nærmere på en lang række plejehjem over hele landet.

69 kommuner kan glæde sig over, at de nu har fået del i de 425 mio. kr. fra en pulje til at forbedre og forny lokale køkkener på plejehjem.

Sundheds- og Ældreministeriet har behandlet alle ansøgninger til puljen, som med udmøntningen til kommunerne bliver brugt helt op.

”Det er dejligt at vide, at håndværkerne nu kan rykke ind og gå i gang med at fuldende drømmen om at give plejehjemsbeboere bedre madoplevelser. De nye lokale køkkener vil få stor betydning for beboerne. Nu kan de genopleve glæden ved at dufte nylavet mad, lige som de har været vant til gennem hele livet. Det er et stort skridt mod større livskvalitet, også for de mange ældre, der spiser for lidt og er undervægtige”, siger Thyra Frank.

Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afsatte 425 mio. kr. på Finansloven 2017 for at bringe måltidet og madlavningen tættere på så mange ældre som muligt.

Puljen blev første gang slået op i februar måned, og efter to ansøgningsrunder havde 70 kommuner søgt om penge, hvoraf 69 altså får et ja.

De største beløb i puljen er gået til Aalborg, København, Bornholm og Aarhus, der hver især har fået mellem 33 og 44 millioner kroner.

Se hvilke kommuner der får puljemidler  (PDF)

Kommunerne har, gerne i samarbejde med almene boligorganisationer, selvejende institutioner og private leverandører, kunnet søge om penge til at etablere mindre køkkener på enkelte afdelinger eller produktionskøkkener, hvor man kan tilberede frisklavet mad til hele plejecentret.

Pengene kan også bruges på at renovere nedslidte køkkener, hvis de på den måde bliver mere funktionsdygtige og i højere grad kan bruges i den daglige madlavning eller bagning.

25 mio. til mere appetitvækkende mad
Foruden puljen til køkkener på plejehjem afsatte aftalepartierne også 25 mio. kr. på finansloven for 2017 til forsøg med nye tilgange til levering og anretning af mad til ældre i eget hjem, så de måltider, der leveres derhjemme, bliver mere appetitvækkende.

Den pulje har ansøgningsfrist 1. juni.

Læs mere om puljen 'Bedre mad til ældre i eget hjem'


Sidst opdateret 31-05-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |