Skip navigation


Hjemmeboende ældre glade for hjælp til at klare hverdagen bedre

27-06-2017
NYHED – Ni ud af ti ældre er tilfredse med den indsats, som kommunerne tilbyder dem for at blive mere selvhjulpne i hverdagen. Det viser en ny evalueringsrapport om de såkaldte rehabiliterende forløb. Ældreminister Thyra Frank glæder sig over, at medarbejderne lytter til de ældres behov.

At kunne gå i bad selv, at kunne gå til købmanden og købe is til børnebørnene, eller at kunne gå i kortklub i aktivitetscentret.

Det er eksempler på mål, som ældre mennesker selv kan sætte for de såkaldte deres rehabiliteringsforløb, som kommunerne skal tilbyde.

Forløbet finder sted, inden det vurderes, hvor meget hjemmehjælp den ældre har brug for fremover og skal styrke, hvad de ældre selv kan gøre. Både for at kunne klare praktiske ting i hverdagen men også for at øge den enkeltes livskvalitet.

Og de ældre er glade for indsatsen.

I en ny praksisundersøgelse fra Rambøll siger 88 procent af borgerne, at de overordnet set er tilfredse eller meget tilfredse med deres rehabiliterende forløb. 65 procent peger på, at forløbet har hjulpet dem til at klare flere ting selv i hverdagen. 60 procent mener, at det rehabiliterende forløb har givet dem bedre livskvalitet.

”Jeg ved, at de ældre helst ikke vil ligge nogen til last og gerne vil klare sig selv, så længe som overhovedet muligt. Derfor er det så godt, at de rehabiliterende forløb både giver de ældre den hjælp, de har brug for og gør deres hverdag nemmere ved at tage udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker”, siger ældreminister Thyra Frank.

Læs ’Praksisundersøgelse af Servicelovens paragraf 83a’ (PDF)

Fælles mål
Folketinget vedtog i 2014, at kommunerne skal tilbyde et kort individuelt rehabiliteringsforløb, hvis det kan gøre borgeren mere selvhjulpen og dermed nedsætte behovet for hjemmehjælp.

Der er tale om en nytænkning af ældreplejen, der i høj grad følger hjemmehjælpskommissionens anbefalinger fra sommeren 2013, der byggede på de gode erfaringer nogle kommuner havde haft med den rehabiliterende tilgang.

Det kan være ergoterapeuter, sygeplejersker, fysioterapeuter eller andre faggrupper, som kommer på besøg i den ældres hjem.

Borgeren kan sige nej til forløbet, og målene for hvor langt den ældre kan komme for at gøre hverdagen nemmere, skal aftales mellem borgeren og kommunen.

Og indsatsen kan eksempelvis være medicingennemgang, snak om kost, fysisk træning, diverse hjælpemidler eller forebyggelse for at undgå, at den ældre falder i hjemmet.

Evalueringen viser, at 78 procent af de ældre oplever i høj grad oplever, at det rehabiliteringsforløb, de har fået, passer til deres behov. 91 procent oplever, at de i høj grad er blevet mødt med respekt af medarbejderne i forløbet.

”Jeg synes, at det er flot, at personalet allerede i så høj grad har løftet denne nye opgave, for mange er der jo tale om en ny måde at arbejde på. Og det glæder mig især at de svageste ældre mødes med respekt og selvfølgelig inddrages grundigt i, hvor langt de kan nå med den rette hjælp”, siger ældreminister Thyra Frank.

Rambølls undersøgelse understøttes af andre undersøgelser, der bl.a. viser, at de ansatte i kommunen er meget glade for at arbejde med rehabilitering, og at det er muligt at forbedre borgernes funktionsniveau med en målrettet indsats med rehabilitering.

Fakta om de rehabiliterende besøg:

  • Kommunerne skal pr. 1. januar 2015 tilbyde et tidsafgrænset, kortvarende og målorienteret rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83 a, hvis det vurderes at kunne forbedre borgerens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp for hjemmehjælp.
  • Forløbene er typisk af 8-12 ugers varighed afhængig af den ældres behov og ressourcer.
  • Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at tilrettelægge rammerne for, indholdet i og opfølgningen på rehabiliteringsforløbene.
  • Der er ofte flere faggrupper involveret i et § 83 a-forløb.
  • Efter afslutningen af forløbet bliver nogle borgere helt selvhjulpne og behøver ikke længere hjælp fra kommunen. Andre får tildelt hjemmehjælp.
  • Hvis borgeren ikke ønsker at deltage i et § 83 a-forløb, visiterer kommunen borgeren ud fra det foreliggende grundlag.


Sidst opdateret 29-06-2017

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |