Skip navigation


Kommuner får støtte til at udvikle særlige tilbud til sårbare ældre

22-12-2015
NYHED - 19 kommuner får økonomisk støtte fra Sundheds- og Ældreministeriet til i alt 13 projekter, som skal skabe særlige tilbud, der skal få flere sårbare og svage ældre til at modtage et forebyggende hjemmebesøg.

Alle ældre får et kommunalt tilbud om et forebyggende hjemmebesøg i deres fyldte 75. år. Formålet med hjemmebesøgene er bl.a. at drøfte den ældres aktuelle livssituation og hjælpe den enkelte til bedre at udnytte egne ressourcer og bevare funktionsniveauet længst muligt.
 
Erfaringer viser imidlertid, at de socialt og økonomisk dårligst stillede ældre er mindre tilbøjelige til at tage imod forebyggende hjemmebesøg end andre ældre.
 

Satspuljepartierne har derfor sat 4,5 mio. kr. af til, at en række kommuner kan afprøve og etablere særlige tilbud og indsatser målrettet ældre, der sædvanligvis ikke benytter sig af de forebyggende hjemmebesøg. Det kan eksempelvis være kollektive arrangementer, der vil kunne få nogle af de borgere, som i dag siger nej til et hjemmebesøg, i tale.
 
Puljen er nu udmøntet, og Hillerød Kommune er blandt de 19 kommuner, som modtager økonomisk støtte. Sammen med seks andre kommuner vil man i Hillerød bl.a. indsamle viden om de ældre, der ikke tager imod tilbuddet om et forebyggende hjemmebesøg. Og på den baggrund udvikle og afprøve relevante individuelle og kollektive indsatser, der kan medvirke til, at de ældre finder de forebyggende og sundhedsfremmende indsatser relevante.
 
Det kan eksempelvis være møder, hvor kommunernes forebyggelsesmedarbejdere mødes med de ældre på steder, hvor man almindeligvis ikke mødes. Eller ved at informere om de forebyggende hjemmebesøg i andre etablerede sammenhænge. 
 
Projekterne, der modtager puljemidler, understøtter den netop vedtagne lovændring af de forebyggende hjemmebesøg, hvor der åbnes op for et mere differentieret forebyggelsestilbud. De forebyggende hjemmesøg skal således i større omfang målrettes de svageste ældre, samtidig med at den generelle forebyggende indsats opretholdes.

Læs mere om lovændringen
 
Disse kommuner får økonomisk støtte
Følgende kommuner får støtte fra puljen:

  • Nordfyn, Rudersdal, Dragør, Struer, Herlev, Fredericia og Hillerød: ’Dem systemet ikke når – indsatser til særligt sårbare ældre, der takker nej til forebyggende hjemmebesøg’ – 950.024 kr.
  • Greve: ’Forebyggende vejledning, ja tak’ – 550.000 kr.
  • Bornholm: ’Udvikling og afprøvning af modeller til opsporing og kontakt til den sårbare ældre’ – 490.675 kr.
  • Esbjerg: ’Tryghed, ja tak’ – 381.618 kr.
  • Guldborgsund: ’Et godt og meningsfuldt seniorliv’ – 320.584 kr.
  • Varde: ’Få mod på livet – trods livsændringer’ – 280.320 kr.
  • Kolding: ’Forebyggende hjemmebesøg efter sygehusophold’ – 245.720 kr.
  • Assens: ’De aktive medborgere i Assens kommune hjælper på vej med den forebyggende indsats’ – 212.513 kr.
  • København: ’Relation og Følgeskab i det forebyggende arbejde’ – 138.227 kr.
  • Ballerup: ’Sund aldring blandt ældre etniske minoriteter’ – 128.454 kr.
  • Egedal: ’Sundere sammen’ – 104.612 kr.
  • Hørsholm: ’Etablering af indsatser målrettet ældre borgere i Hørsholm Kommune, der normalt ikke benytter sig af forebyggende hjemmebesøg’ – 50.380 kr.
  • Holstebro Kommune: ’Nye veje til Forebyggende Hjemmebesøg' – 645.866 kr.

Sidst opdateret 06-01-2016

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |